Efter de ny Intel Mac kom på banen har de vist sig at have lidt problemer med Adobe Creative Suite 2. Adobe CS3 er på vej, men nogle ting kan bare ikke vente. Jeg blev præsenteret for et problem der fik Illustrator CS2 til at “gå ned” og vil lige poste en løsning her.
Problemet opstår ved brugen af Kurvefinder-paletten (Pathfinder). Du kan måske genskabe problemet, hvis du har en Intel Mac og Illustrator CS2 installeret, således:
- Skriv to tekster, der overlapper hinanden.
- Opret konturer af dem via Tekst>Opret konturer (Type>Create outlines)
- Klik på ikonet Udelad overlappende formområder (Exclude overlapping Shape areas) øverst til højre i Kurvefinder-paletten.
Illustrator CS2 vil derefter lukke programmet uden nogen advarsel. Problemet er den palette der hedder Udseende-paletten (Appearance palette). Hvis den er synlig når Illustrator startes op, sker denne fejl.
I følge Adobes TechNote 333449 kan du gøre to ting for at løse det:
1)
Opdater systemet til Mac OS X 10.4.9 (Det skal man jo nok under alle omstændigheder på et tidspunkt)
… eller …
2)
- Start Illustrator op.
- Luk paletten Udseende (Appearance)
- Genstart Illustrator
Du vil nu efterfølgende godt kunne bruge Udseende-paletten. Den må bare ikke være aktiv under opstarten.
… Sådan er livet jo så underfundigt en gang i mellem
/Karsten
