Foundation Flah CS5 for Designers : Boganmeldelse

Titel: Foundation Flash CS5 for designers

 Sider: 847

Forfatter: Tom Green og Diago Dias

Udgiver: friends of ED

Genre: Flash

ISBN:
ISBN: 978-1-4302-2994-0

Introduktion

Flash er for hver version blevet mere og mere omfattende at sætte sig ind i. Nye brugere af programmet, bliver begejstret for mulighederne de har set det byde på, når de har bevæget sig rundt på nettet, for derefter at gå i stå, når de fornemmer kompleksiteten og det arbejde det kræver at lave virkelig flotte sites. Problemet er at det kræver indsigt i ActionScript 3.0 – en indsigt, som designere enten ikke kan eller vil forholde sig til. Denne bog tager problematikken alvorligt og gør et reelt forsøg på, i et vist omfang, at gøre ActionScript til en del af designerens værktøj 

Omfang og layout

Nu kan jeg ikke lige på stående fod genkalde de tidligere udgaver af denne bog, da jeg ikke sidder med dem i skrivende stund. Men jeg kan i hvert fald klart fornemme at der er kommet mere tyngde i denne CS5-udgave af serien. Over 800 sider, der ikke bare er brugt til helsidesopslag, men til at forklare koncepter og principper bag værktøjerne og mulighederne. Når man har set bøger i farver, er det lidt trist med disse sort/hvide bøger, men omvendt vil det også være en markant fordyrende ændring som jeg sagtens kan forstå bliver nedprioriteret.

I starten forekom den mig lidt svævende, uden en fast stil, men den kom hurtigt i sporet og gav mig ikke nogen større problemer i forhold til pædagogiken, senere hen.

Tone og pædagogik

Tonen i bogen er lidt og humoristisk, men der bliver lagt meget energi i at forklare. Det giver værdi for nye såvel som øvede Flash Designere. Specielt kapitlerne om video- og lydkomprimering viser en forståelse for at ville forklare hvad der ligger til grund for det man skal til at lære.

Billeder, Illustrationer osv

Det er tydeligt, at der ikke bliver brugt energi på bogen layout. Det er den type bøger med et sæt retningslinjer for hvordan kode, menukommandoer og genveje skal skrives, for derefter at løbe ud af bane 14, med billeder mellem tekstlinjerne. Infobokse i ren budfarve med en tynd streg omkring osv. Ingen symboler for “tips” og “husk” bokse. Jeg blev lidt irriteret over det, da jeg bladrede igennem, men bogens indhold fik mig til at glemme meget af min indledende kritik – menkøn er den ikke.

Indhold

Indholdet i denne bog, er nok det mest ambitiøse jeg har set i en bog myndet på designere. De 15 kapitler starter med en gennemgang af programmet, fortæller om tegning og deco-tool, for derefter at pakke det i symboler og forklare om disse. I kapitel 4 tages der hul på ActionScript. Her er det springende punkt, hvor designeren virkelig skal tage sig tid til at prøve at forstå koncepterne. Jeg synes det er fantastisk at forfatterne tager fat om nældens rod og introducerer begreberne på en meget spiselig måde. Fra kapitel 5 og fremefter er ActionScript en integreret del af bogen, og der forklares hvordan lyd, video, 3D, tekst og animation bruges via programmets egne værktøjer og kommandoer, men også hvordan du kan tilgå dem via ActionScript.

Mod slutningen introduceres XML og CSS og der åbnes for nogle reelle projekter, nemlig MP3-afspiller, XML galleri osv. – reelle eksempler, som der ikke har været så mange af op til. Bogen slutter af med mulighederne for at publicere og optimere dit projekt til nettet eller mobile enheder og der gennemgås også et projekt der bliver afviklet på Android telefoner via en AIR fil.

Afslutning

Jeg havde stor fornøjelse af at læse bogen, og vil helt sikker dykke ned i den igen og referere til den i min undervisning. Jeg vil ikke anbefale den til helt nye designere, der ikke er computervante, da den tager lidt for store skridt i forhold til dem. Til gengæld vil jeg helt sikkert mene at en designer der har lidt flair for det tekniske vil kunne flytte sig langt efter at have læst bogen og ende op med at kunne et trick eller to, som gør det muligt at realisere projekter som ikke er muligt uden kode. Samtidig er dette en af de bøger som en begynder vil kunne læse igen og igen, for at opnå lidt bedre forståelse for hver gennemlæsning.

Hvor meget jeg end kan være uenig i nogle af dispositionerne i forhold til, hvad der skal forklares hvor så er den helt klart anbefalelsesværdig … jeg snakker detaljer.

Med venlig hilsen

Karsten Vestergaard (ockley)

Adobe Photoshop CS5 one-on-one : Boganmeldelse

Titel: Adobe Photoshop CS5 one-on-one

Sider: 460

Forfatter: Deke McClelland

Udgiver: Deke Press og O’Reilly

Genre: Photoshop

ISBN:
ISBN: 978-0-596-80797-9

Photoshop CS5 one-one-one cover

Introduktion

Der er skrevet virkelig mange bøger om Photoshop og har du prøvet at lære dig selv programmet tidligere, er du med stor sandsynlighed støt ind i Deke McClelland, der engageret (lidt for meget for nogles vedkommende) har prøvet at overbevise dig om programmets kvaliteter.

Alle større leverandører af undervisningsmateriale har snart haft ham i stald. Alt fra Total Training, over Lynda og, i dette tilfælde, O’Reilly – og ikke uden grund, synes jeg.

Når man læser Photoshop CS5 one-on-one, mærker man at der er tale om en person der er vant til at forklare om programmet. Han har fået alle de mange “dumme” spørgsmål, han ved besked om alle de pædagogiske overvejelser, der ligger bag i strukturering af så komplekst et emne som Photoshop.

Det ekstra arbejder lønner sig

Bogen er i fuld farve – andet vil næsten være trist, men det er desværre ikke en selvfølge, selvom man skulle tro det. Derudover er der (efter hans eget udsagn) blevet håndtegnet omkring 400 ikoner, så du i bogen f.eks. ser ikonerne fra panelerne i stedet for deres navne. Det er svært at vide, hvordan et ikon ser udved bare at høre at det hedder Add Layer Mask. Når man læser bogen er det da også en klar forståelsesmæssig forbedring.

Derudover er der mange “breakouts” der forklarer om koncepter, små bokse med “Pearls of Wisdom” og andet, der giver god og koncentreret læring.

Hvor er DVD-en

Bogen kommer uden en DVD, men al materialet kan hentes fra bogens companion site, hvor der også er omkring 5 timer med video, produceret i samarbejde med www.lynda.com – dette gør det muligt at forny videomateriale eller komme med forbedringer efter bogen er udgivet. Du har mulighed for at se videoerne streamet, eller hente dem ned til afspilning lokalt fra maskinen. Det er også på sitet, at du finder opgavefilerne. Jeg synes det var rart at kunne tilgå materialet online, også selvom opgavefilerne alene fylder omkring 700MB. Andre med en lavere båndbredde, vil måske tage det som et irritationsmoment. 

Er han sjov?

Jeg er en af dem der sagtens kan holde til Deke. Nogle har undret sig over, hvorfor hans video-materiale er tre gange som langt som andres materiale om samme emne. Noget af den øgede længde skyldes hans løse kommenaterer og anekdoter, men en stor del skyldes også en angriben af emnet fra flere vinkler, der er med til at give en dybere forståelse, samt mængden af emner der tages op. Bogen er meget velskrevet og beholder stadig den muntre tone, som Deke er kendt for. At det bliver skrevet ned er måske med til at gøre det underholdende mere velovervejet, og fjerner toppen af løse kommentarer der ellers slipper igennem videomaterialet.

Billeder, Illustrationer osv

Farvede opslag og store skærmdumps er standard i denne bog. Den er også fuld af billeder af meget høj kvalitet, og Dekes kontakter til fotografer, giver de fleste af opgaverne interessante billeder at arbejde med. Du har nok prøvet at gennemgå tutorials fra andre med intetsigende billeder af dårlig kvalitet, for at lære om et fritlægningsværktøj – det er ikke den fornemmelse jeg sidder med i denne bog.

Indhold

Hvad kan jeg lære ved at læse bogen? Jeg vil faktisk mene at du kan lære at bruge Photoshop. Den samler godt op nedefra, men giver også hele tiden tip, som den erfarne bruger kan drage nytte af.

Bogen starter med at give dig en indsigt i Adobe Bridge CS5 og mulighederne for at organisere dine billeder. Derefte lærer du forskellige teknikker til at rette op på billeder, og tips til at skalere og rotere. Når billedet er på plads, dykkes der ned i forskellige måder markere og isolere dele af et billede for derefter at retouchere eller på anden måde rette billeder til. Det kapitel slutter med at man laver et billede om til en stregtegning – en gennemgang jeg personlig synes er lidt for lang, men den gennemgår alligevel nogle interessante koncepter, så det er smag og behag.

Når fodarbejdet er på plads, gennemgås lagene, masker og blandingstilstande og kapitel 6 giver en virkelig god indføring i farvekorrektioner, konvertering til sort/hvid og histogrammer - man fornemmer at Deke virkelig føler sig hjemme, så snart en fuldfarve pixel, skal behandles eller splittes i individuelle kanaler.

Bogen sejler sikkert derudaf i over 500 sider (plus de fem timers video) og gennemgår stadig mere og mere komplekse områder, der gør dig i stand til at løse ret komplekse montager på egen hånd. Du finder information om Camera RAW’s herligheder, mulighederne for at maske komplekse objekter og mulighederne for at arbejde med tekst i Photoshop, samt printe hele herligheden.

Afslutning

Denne bog er en all-round bog. Den er for nye eller mindre rutinerede bruger af Photoshop, der gerne vil skærpe deres færdigheder. Den giver ikke uudtømmelig viden om hvert enkelt emne – der tager andre specifikke bøger over. Jeg vil absolut anbefale bogen til dig der vil ind i billedbehandlingens verden, men faktisk også til dig der i forvejen har brugt Photoshop til en del forskellige opgaver, men alligevel synes der er mange af kommandoerne og menupunkterne der virker mindre bekendte.

Held og lykke til jer der anskaffer den, og skriv endelig jeres kommentarer eller spørgsmål nedenfor.

Med venlig hilsen

Karsten Vestergaard (ockley)

Learning ActionScript 3.0 – A Beginner’s Guide : Boganmeldelse

Learning ActionScript 3.0 - A Beginner's Guide

Titel: Learning ActionScript 3.0 – A Beginner’s Guide

Sider: 363

Forfatter: Rich Shupe, Zevan Rosser

Udgiver: O’Reilly

Genre: ActionScript 3.0

ISBN:
ISBN-10: 0-596-52787-X
ISBN-13: 978-0-596-52787-7

Introduktion

Jeg har læst mange bøger om ActionScript 3.0, men det er sjældent at jeg er blevet så fanget af en bog som jeg er blevet af Learning ActionScript 3.0 – A Beginner’s Guide. Der er flere grunde til at jeg har lyst til at fremhæve den, og give den topkarakter.

Farver og linjer

Jeps, En ActionScript bog i farver. Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt over, hvor meget det forbedrer læsevenligheden – det er ret vildt. Al koden er skrevet i farver som du genkender fra Flash. Derudover er linjerne nummereret, hvilket gør det uhyre nemt at overskue længere kodestumper. De steder i bogen hvor koden bygges op lidt ad gangen er det også nemt at orientere sig i forhold til de brudstykker der bliver pillet ud og forklaret.

For børn i alle aldre

Du må ikke lade dig narre af titlen: “A Beginner’s Guide” for der er sandelig rigtig meget at komme efter for en trænet udvikler. Der er nok af små fif i de senere kapitler, og måder forfatterne forklarer det på, til at alle føler der er gods i bogen. Nogen vil måske mene at der er så meget i bogen at begyndere bliver hægtet af til sidst.

Sproget er vigtigt

Bogen er uhyre velskrevet. Der bliver brugt lange afsnit på forklaringer om begreber, metoder og egenskaber. Hvor mange andre ActionScript bøger fokuserer meget på at vise en masse kode, kan der her nemt tages et opslag eller to fra, til at forklare om principperne i det som koden udfører.

Billeder, Illustrationer osv

Der er rigtig mange illustrationer. Ikke kun skærmdumps af Flash, eller resultatet af din kode, men også gedigen infografik, der viser principperne i noget af den matematik e. lign. du skal arbejde med.

Indhold

Hvad skriver de så om, i bogen? De dækker faktisk et meget bredt område. Uden at gå for meget i kapitel tilstand kan jeg dele det lidt op i faser:

Overblik

Den starter med et dybdegående overblik over Flash Platformen, hvad det betyder og hvilke programmer der leverer til den. Den gennemgår derefter forskellene i procedural- og Object-Orientered programming. Når alt det indledende er på plads løber den en 40 sider igennem med variabler, funktioner, klasser osv – der er fart på, så hvis man er helt ny er det vigtigt at man “tygger maden godt her” og prøver de ting der er beskrevet.

Display List

Ingen ActionScript-bog uden en god gennemgang af display listen – et problem de fleste ridligere bruger bøvler med. Her gennemgås hvordan man tilføjer- eller fjerner objekter, bytter rundt på dem osv. Der kommer også et OOP afsnit, der fortæller om Classes, Inheritance, Composition og et par andre relevante Design Patterns.

Bevægelse og tegning

Efter man har læst de første 100 sider, skulle man allerede være ret habil i forhold til sproget. Nu begynder nogle af koncepterne at udfolde sig i programmeret bevægelse og partikelsystemer. Endelig bliver Graphics-klassen gennemgået og du bliver præsenteret for nogle meget tunge emner som matricer og trigonometri (Arrgh) :-)

Der er også afsat god plads til at forstå hvordan Flash arbejder med pixels. Du gennemgår BitmapData, Blend Modes, filtre og Color Effects, og her (200 sider inde) burde din hjerne sprudle af idéer til, hvordan den nyvundne viden kan udnyttes i praksis.

Tekst

I en særskilt sektion bliver teksten behandlet. Bogen går godt i dybden med forklaringerne når det kommer til at oprette tekstfelter, redigere dem, indlejre fonte og tilknytte CSS. Der bliver også taget fat på, hvordan HTML arbejder inde i flash og hvilke muligheder du har for at kalde ActionScript fra HTML.

Lyd og video

Næsten til slut, tages der hul på behandlingen af video og lyd. Du lærer at hente ID3 data fra musik. Visualisere waveforms, arbejde med webcam og mikrofon, streame lyd og video osv. osv. Her skal du virkelig have ørene ind til hovedet for at følge med.

Input/Output

Til allersidst tages der hul på mulighederne for at hente data ind i flash. Det har været gennemgået sporadisk tidligere, men nu bliver der taget fat om nældens rod og du bliver trukket godt rundt til de forskellige emner der normalt hentes (text, video, billede, swf og lyd). Derefter er et helt kapitel tilegnet XML og E4X. For en Flashudvikler, -designer er det et must at kunne håndtere XML, og dette kapitel ruster dig rigtig godt til at løfte opgaven.

Ressourcer

Sidst i bogen er der en beskrivelse af nogle metoder til at gribe et flash-projekt an på og en række referencer til ressourcer, blogs osv.

Afslutning

Slap af, Karsten. Du får penge for det. Niks – ikke i dette tilfælde i hvertfald. Jeg synes denne her bog er så god at jeg vil sige det til alle der gider at høre på det. Den gennemgår så mange teknikker (mange som jeg ikke kendte) og forklarer det på en måde som jeg i hvertfald synes gør den let fordøjelig.

Held og lykke med den, hvis I anskaffer jer den. Skriv gerne kommentarer hvis i har læst den, eller vil høre om den tager bestemte emner op.

Med venlig hilsen
Karsten Vestergaard (ockley)