Farvelvideo til dimittender fra Interaktivt Design på Mediehøjskole
Så foldede svingfjerene sig ud. Kære alle dimittender fra interaktivt design. Jeg vil gerne ønske jer al mulig held og lykke i fremtiden med alle de digitale eventyr end måtte møde. Jeg vil gerne takke jer for den tid vi har tilbragt sammen, og alle de minder og traditioner I har været med til at skabe for fremtidige årgange. Følgende indlæg er et par af mine betragtninger til den verden I skal ud i. Ting som i en vis udstrækning passer skævt ind i dagligdagens moduler på skolen. Til at starte med vil jeg lige smide den video op fra festen, så I kan se den igen, hvis I har lyst.
Farvel, betyder at fare vel
Når I nu har pustet ud og holdt en velfortjent sommerferie, går det langsomt men sikkert op for jer at der ikke er mere skolegang, og I rent faktisk er “udlært” og flyvefærdige. Mit farvel til jer er for at minde jer om at alle tre år har været begivenhedsrige og lærerige, for jer såvel som mig. Jeg smider lige et par sidste ord efter jer her på min blog, hvor I ikke umiddelbart kan svare igen
De farvel I får herfra er ikke et ønske om ikke at se jer igen, men et håb om at det må gå jer godt på den fremtidige rejse. Vi lever dog i en verden, hvor det ikke sker automatisk. Nuvel, du kan blive hjulpet af en rig tante, eller en far der allerede er i branchen, men den kreative kraft, der blusser i jer, kan ikke vedligeholdes af held og klap på skulderen – så ender i med at stå og snakke om det store projekt I lavede for to år siden. Derfor, lige et par nedslagspunkter.
Det tog tre år
Selvom det sidste I har lært ofte har været det mest komplekse, er den viden og de muligheder bygget på et fundament af grundlæggende færdigheder. Hvor interessante de senere års projekter end har været, vil de første moduler kunne bruges som byggesten til andre fremtidige udforskninger – den viden må aldrig forstås som implicit. Viden om typografi, gestaltlove, formgivning, kommunikation osv. skal videreudvikles og udforskes som selvstændige projekter. Designgrudlaget ændrer sig konstant, som tektoniske plader, og hvis du ikke forholder dig opdateret til dem, vil dine løsninger ramme skævt få år ude i fremtiden, og i vil stå som en Kolos på lerfødder.
Du kan lukke af for fremtiden, men du kan ikke lukke fremtiden ned
Det er så fristende at sætte sig ind i en kasse, med det man nu engang kan. Du vil kunne bruge timer på at diskutere og retfærdiggøre, hvorfor du har ret, som nyudlært. Men hvis du lukker af for fremtiden, vil du ende som en dinosauer der ikke ved den er uddød. Du vil stå med en kuffert fuld af kuglepenne og skælde ud på folk, fordi de sender e-mail i stedet for breve. Om du vil det eller ej, så er der fuld fart på lokomotivet, og som interaktiv designer har du plads i den forreste vogn. Det er en sjov rejse, men det kan god være frustrerende at man ikke kan slappe af i længere tid af gangen. På linjen for interaktivt design på Mediehøjskolen, skal vi hele tiden korrigere og kan ikke med sikkerhed fortælle de nye studerende, hvordan deres tredje år forløber. Den korrektion har vi foretaget ind til nu … nu, hvor du er flyttet hjemmefra, skal du selv købe toiletpapir
Den nye viden kan ikke fås intravenøs
Jeg vil ikke garantere at det ikke kommer til at ske, men som tingene er i den umiddelbare fremtid, er der ingen kloge ord på sprøjte. Du kan ikke sætte et “Joshua Davis plaster” på og få en fornemmelse af hvilke strømninger han rører frem i sin gryde. Kun med et øje der ser og et øre der hører, vil du tilegne dig færdighederne til at skabe. Kravene til interaktive designere er derudover noget skrappere, da jeres værktøjer er lidt mere komplekse end et penalhus. Mange af de ting I må sætte jer ind i, er eksperimenterende, nogle er ikke synlige, og en del af de tungeste er endda kun delelementer til en simpel løsning. Hvor den grundlæggende værktøjskasses præmis kun flyttes langsom, vil det der adskiller jer fra andre designere, være viden og forståelse for interaktion, som kun flygtigt er relevant, for derefter at blive generel og ende som forældet fordi ny opdagelser har gjort det irrelevant eller direkte forkert.
Det digitale spejl, forvrænger – derfor behøver du ikke at vrænge ansigt
Når man er interaktiv designer, er man nød til at simulere stoflighed. Der er ikke noget på Internettet der er ægte … ikke engang Internettet. Du lever af at designe oplevelser i et kunstigt rum, kun afbrudt af ormehuller med videokonference og IP-telefoni, som nærmeste kæde til den virkelige verden omkring. Intet er uforgængeligt – her er ingen pyramider eller Versailles slot. Billederne fra den virkelige verden er blevet lavet til nuller og et-taller og viser sig kun som vi forventer, fordi vores egne opsatte regler bliver overholdt. Vi ser kampagner der behandler virkeligheden til egen vinding og personer der sletter sig selv, eller manipulerer med data for at gengive en anden sandhed. Det store problem er at vi i større grad søger ind i en kunstig verden for at finde viden om, hvordan den virkelige verden er bygget op. Når I laver interaktive løsninger er i med til at vedligeholde den kunstige verden, og I skal, mere end mange andre, pleje forholdet mellem Internettet og mennesket. Med styrke kommer ansvar, og I skal altid være klar over den magt i har overfor uvidende bruger, der naivt tager det de ser for gode varer.
I former en fremtid til en samtid
I forhold til nettet, er verden kun i “fire dimensioner”. Superstrengsteoretikere bedes se bort fra denne uforskammede simplificering. Hver eneste nedslag på nettet, indeholder en dybde samtidig med den visuelle flade. Ud over dette, har den også en designet tidsfornemmelse og kronologi. På den ene side har den søgemaskinernes evige jagt på at cache indhold på større og større lagermedier, så vi kan finde ting fra en svunden, digital fortid, men også den indlejrede pulsfornemmelse i animationer, lyd og filmklip som selvstændige processer på en statisk flade. Når I designer noget, er det første gang det er på nettet. I smider endnu en “bold i spil” som ikke har været der før – ny adresse, ny grafik, måske nye principper. Det der er fremtid for nettet, er inde i jeres hoveder,og bliver først til samtid, når det har materialiseret sig. Da alle er afhængige af at søge indhold, inspiration og ny viden på nettet, er det vigtigt at dem der leverer nye oplevelser og viden, har en forståelse af at de er de første i kæden.
Lad vær med at tage kvælertag på noget du er ved at give kunstigt åndedræt
Når i designer og udvikler koncepter, så lad dem leve - hvis ikke i virkelige projekter, så i det mindste i en sandkasse hjemme hos jer selv. Du kan få en vane at tænke “Nej, ikke alligevel,” midt i processen. Det er gift for jeres pionerånd – hvis du laver brunkager, smider du ikke dejen væk, hvis formen standser noget ud der ikke helt ligner – i ovnen med den! Hvis ikke, så ender du med at acceptere halvfærdige og kuldsejlede projekter, og så er det velkommen til umulighedernes land!
Det er først når du holder hovedet i vater, at du laver noget der virkelig batter!
Tro på dig selv. Lad være med at tale ned til andre, eller dukke dig for selvfede i miljøet. Problemet med ikke at kigge lige ud er at du misser horisonten, og det er den du skal bruge til at orientere dig. Du lever af at være til, i forhold til omverden – en omverden der er gennemsyret af dit netværk. Hvis du, i din egen succes, glemmer at være i øjenhøjde med andre, knækker kæden. En kæde der i den professionelle del af netværket i forvejen kan være lidt tynd. Dem du møder på vej op, ser du igen på vej ned … det vil være så rart at lande blødt, når man tænker på hvor mange op og nedture man skal tage i et helt liv. Omvendt, må du aldrig lade dig kue af andres holdning til dine værker. Du må modtage kritik … du skal modtage kritik! Men der er rigeligt med folk, der har nemmere ved at kritisere udaf end indad. Jeg kan ikke direkte fortælle hvordan I kan kende forskel, men det har tit noget at gøre med lydniveauet – de rigtig rige, fortæller sjældent om deres penge.
Mod det uendelige … univers!
Når det så er sagt (det var nok), så har I den mest interessante fremtid foran jer. I kan levere og udbygge på eksisterende komponenter, eller I kan udforske og udvikle uopdyrket land. Med de muligheder og færdigheder I besidder, kan intet stoppe jer. Tænk både kommercielt og ikke kommercielt. Hvis man ikke forholder sig til pengene, er en del af de kommercielle projekter de kedeligste. Nye uafprøvede ideer finder sjældent indpas der. Det må dog ikke afholde jer fra at eksperimentere og lave “proof of concept” så I kan være med til at designe fremtidens interaktive design, i stedet for at vedligeholde andres opfundne regler.
Og med dette, må i fare vel. Kom tilbage og fortæl de næste studerende om jeres landvindinger, når I står og glimter.
/ockley





