Er der en fremtid for Adobe Flash Player når HTML5 sætter sig i sadlen

Der er mange diskussioner om hvordan der skal kommunikeres på Internettet i fremtiden, og mange klumper af mudder flyver fra henholdsvis Flash og HTML lejren, med forsøg på at berettige deres egen eksistens. Når designere og udviklere er så passioneret, som de heldigvis ofte er, kommer klapperne desværre op og de glemmer at zoome lidt ud og se det hele i et større perspektiv. Jeg selv, er jo en Adobe mand af guds nåde og elsker alt, hvad der har med design af interaktive løsninger at gøre, så jeg bliver rendt meget på dørene med spørgsmål som “Er Flash en død sild?”, “Kan man overhovedet noget med HTML?”, “Hvordan er performance?”, “Kan man lave Flash sites uden flash?” osv.

Jeg er selvfølgelig meget optaget af mulighederne på Flash Platformen, fordi det er en platform der byder på et utal af muligheder for at udtrykke sig og det gør det til et spændende udgangspunkt til projekter. Jeg er lige så optaget af HTML platformen og dermed også hele HTML5 “brandet” (inkl. CSS og JavaScript) da det bringer nye muligheder for at layoute oplevelser og kommunikere effektivt direkte i en browser.

Hvad skal Flash til for?

Flash har altid haft til opgave at løse interaktive og dynamiske opgaver, som HTML ikke kunne løfte selv – sådan er livet som plugin. Det gælder ikke bare Flash, men alt fra Quicktime player til video og over til Unitys web player til 3D indhold. HTML har altid været (og vil forhåbentlig altid være) et opmærkningssprog, som kan bruges til at definere indholdet på et website. Det bliver efterfølgende knyttet til et stylesheet, der definerer hvordan det skal se ud i en browser. JavaScript har endelig kunne forholde sig intelligent til brugerens måde at agere og derved variere over eller reagere på dele af indholdet. Der er mange flere facetter, men som grov skitse, går det nok an.

Problemerne er opstået, da Flash har kunnet løfte mange af de layoutmæssige og interaktive muligheder og samtidig været overlegen, uden sammenligning, når det gjaldt at integrere dynamik, animation, lyd, interaktion osv. Det har gjort det nemt for mange at bruge flash som fundament for hele sitet og ikke bare en plugin, der skal løse en opgave på et website. Ulempen ved dette er de navigationsmæssige udfordringer, søgemaskineoptimering og det faktum, at der skal meget til for at erstatte den grundrendering som er givet fra browseren

Der skal være en god bund

Den vigtigste opgave for HTML er at markere indholdet på et site. Du bruger et h-tag til overskriver, img-tag til billede osv. De nye tags i html5 giver øget mulighed for at definere om der er tale om navigation, artiker, video, lyd osv. Dette er et stort fremskridt, da det derved er muligt at forholde sig til den rene information og trække informationer på tværs af sites. Skal jeg bruge indholdet fra en artikel, kan jeg nemt fangle et <article> tag og vide at al relevant infromation bliver flyttet med. Dette vil lette presset på <div> tags (dividers) og gøre at de får arbejdsro til at opdele i forhold til layout og ikke indhold.

Gøgeungen skal væk

En af de største irritationsmomenter ved Flash er, at designere og udviklere har været fristet af de frie layoutmuligheder med Adobe Flash Professional. Følelsen af at kunne styre layoutet 100% uden at tænke på bokse og CSS har gjort at mange sites udelukkende er lavet med Flash. Lige så snart at <body> tag’et er kommet på banen, har dets eneste opgave været at vise én kæmpe swf-fil og absolut intet søgebart html … hvis jeg var html, ville jeg også blive stik tosset.

 Designere skal, endnu mere i fremtiden, lære at bruge det bedste værktøj tilat løse opgaven. Der skal ikke laves Flash-sites fordi det er nemt – der skal laves Flash-sites fordi det er det rigtige at gøre. Hvis en designløsning umiddelbart kan lade sig gøre med html5 og css3 bør og skal den laves med disse teknologier – alt andet vil være et skridt ned at stigen.

Du vil i fremtiden se flere veldesignede html5 løsninger, der løser opgaver og udtrykker sig på samme måde som du er vant til at se produceret med Flash idag.

Hvad med Javascript og canvas

Når snakken er faldet på html5 som en Flash-killer, har de fleste egentlig ment at Javascript, med muligheden for at tilgå <canvas> tag’et har givet browseren et værktøj, der stort set kan løse alle opgaver som Flash har stået for. Jeg vil ikke gå i detaljer med teknikken, men der er en del der skal løses før den metode kommer i nærheden af Flash Playeren. Eksempler som jeg lige kan komme på er:

  • Performance. Der er stor forskel på hvor godt JS afvikles på de forskellige platforme
  • Stabilitet. Der er forskel på hvordan JS afvikles på de enkelte platforme
  • Tilgang til Virtuel Motor. En oversigt på http://en.wikipedia.org/wiki/JavaScript_engine viser, hvor mange forskellige motorer, der findes til browserne
  • Opdateringsgrad. Flash Player’en har mulighed for at opdatere sig jævnligt og implementere nye tiltag. Standarder er ofte årevis om at blive enige
  • Er ikke en plug-in. Fordi Javascript ikke er en plug-in kan du ikke skræddersy din oplevelse på tværs af browsere, men må tilpasse den til målgruppen.

Det er ikke fordi oventstående kun er af det onde, men det er nogle af de faktorer, der gør at der stadig er behov for properitære plug-ins der løfter de umiddelbare behov der stilles, indtil en standard kan defineres – en standard, der ofte er fremkommet efter at enkelte udviklere har præsenteret deres løsning på et problem. F.eks. er WebGL ved at samle sig efter år, men udbrydergrupper og konsollideringer. Det er nu, efter omkring 5 år, ved at nå til et punkt, hvor den kan bruges i nyere browsere (mangler dog stadig Internet Explorer). Der er ikke noget der tyder på at det vil gå hurtigere, når det “næste nye” bliver opfundet, hvilket giver nogle ret lange svartider på spørgsmål om innovation.

Jeg ser dog en stor fremtid i at JavaScript kommer til at servicere HTML5 og sørge for at logikken, der skal præsentere HTML elementerne bliver varetaget. Formvalidering, jQuery bliver fast inventar i fremtiden. Jeg har sværere ved at se Javascript skulle løse opgaver der ikke er bundet til html – ikke fordi det ikke er teknisk muligt, men simpelhen fordi jeg tror det bliver for bøvlet at udvikle og bliver afviklet for dårligt i browseren.

Endelig ser jeg stort set alle reklamer i fremtiden udviklet i HTML/CSS og JavaScript, da det vil give et bredere marked og en bedre integration i forhold til kontekst. Det bliver sværere for ad-blockers i fremtiden at adskille indholdet, og man kunne i sit stille sind have håbet på et <advertisement> tag i specifikationerne (selv om den nok ikke ville blive brugt) :-)

Hvornår kan man bruge det

Selvom de mere skeptiske siger i 2022, er det min klare opfattelse at du skal bruge det, når en overvejende del at brugerne understøtter det. Du skal selvfølgelig være opmærksom på mulighederne for at præsentere indholdet i browsere der ikke understøtter det, men der er ikke nogen grund til at udelade alt det nye, fordi 15% af de besøgende ikke er opdateret (der er typer at sites, der ikke kan være så frimodige) :-)

Hvis du vil have en god oversigt kan du kigge på http://findmebyip.com/litmus der under emner viser en fin gennemgang af alle de nye tags og script-muligheder. Det er også interessant læsning, når du kigger på video og lyd understøttelse i de forskellige browser og mulighederne på Mac og Win … der er stadig lidt, der skal masseres på plads.

Der findes også en oversigt på https://netaverages.adobe.com/en-us/index.html (login med dit Adobe ID) der viser en procentvis dækning af udbredelsen (både desktop og mobile) og give en pegepind for, hvordan mulighederne for implementation er. Det vigtigste at huske på (de næste mange år) er at tilbyde sekundære løsninger til browsere der ikke understøtter de nye selectors.

Kan jeg lære det

Det er ikke et spørgsmål om du kan … du skal. Fremtidens interaktive designer skal være god til både Flash og HTML – en af delene er ikke nok. Der vil i de næste år komme værktøjer der hjælper. Opdateringer af eksisterende programmer som Adobe Dreamweaver 11.0.3 og Adobe Illustrator HTML5 pack er allerede igang med at løfte noget af byrden, og programmer som Edge vil tilbyde helt nye muligheder for at arbejde med HTML5 og de omkringliggende teknologier. Der er allerede en masse sites der giver sig i kast med mulighederne, men et par at starte med kunne være:

Kan jeg få hjælp

Selvfølgelig kan du det. Der er mange sites, hvor artiklerne tillader kommentarer under. De virker flinke til at svare på spørgsmål. Ellers er der altid vores eget Dreamweaver forum. God fornøjelse med HTML5

Adobe Photoshop CS5 one-on-one : Boganmeldelse

Titel: Adobe Photoshop CS5 one-on-one

Sider: 460

Forfatter: Deke McClelland

Udgiver: Deke Press og O’Reilly

Genre: Photoshop

ISBN:
ISBN: 978-0-596-80797-9

Photoshop CS5 one-one-one cover

Introduktion

Der er skrevet virkelig mange bøger om Photoshop og har du prøvet at lære dig selv programmet tidligere, er du med stor sandsynlighed støt ind i Deke McClelland, der engageret (lidt for meget for nogles vedkommende) har prøvet at overbevise dig om programmets kvaliteter.

Alle større leverandører af undervisningsmateriale har snart haft ham i stald. Alt fra Total Training, over Lynda og, i dette tilfælde, O’Reilly – og ikke uden grund, synes jeg.

Når man læser Photoshop CS5 one-on-one, mærker man at der er tale om en person der er vant til at forklare om programmet. Han har fået alle de mange “dumme” spørgsmål, han ved besked om alle de pædagogiske overvejelser, der ligger bag i strukturering af så komplekst et emne som Photoshop.

Det ekstra arbejder lønner sig

Bogen er i fuld farve – andet vil næsten være trist, men det er desværre ikke en selvfølge, selvom man skulle tro det. Derudover er der (efter hans eget udsagn) blevet håndtegnet omkring 400 ikoner, så du i bogen f.eks. ser ikonerne fra panelerne i stedet for deres navne. Det er svært at vide, hvordan et ikon ser udved bare at høre at det hedder Add Layer Mask. Når man læser bogen er det da også en klar forståelsesmæssig forbedring.

Derudover er der mange “breakouts” der forklarer om koncepter, små bokse med “Pearls of Wisdom” og andet, der giver god og koncentreret læring.

Hvor er DVD-en

Bogen kommer uden en DVD, men al materialet kan hentes fra bogens companion site, hvor der også er omkring 5 timer med video, produceret i samarbejde med www.lynda.com – dette gør det muligt at forny videomateriale eller komme med forbedringer efter bogen er udgivet. Du har mulighed for at se videoerne streamet, eller hente dem ned til afspilning lokalt fra maskinen. Det er også på sitet, at du finder opgavefilerne. Jeg synes det var rart at kunne tilgå materialet online, også selvom opgavefilerne alene fylder omkring 700MB. Andre med en lavere båndbredde, vil måske tage det som et irritationsmoment. 

Er han sjov?

Jeg er en af dem der sagtens kan holde til Deke. Nogle har undret sig over, hvorfor hans video-materiale er tre gange som langt som andres materiale om samme emne. Noget af den øgede længde skyldes hans løse kommenaterer og anekdoter, men en stor del skyldes også en angriben af emnet fra flere vinkler, der er med til at give en dybere forståelse, samt mængden af emner der tages op. Bogen er meget velskrevet og beholder stadig den muntre tone, som Deke er kendt for. At det bliver skrevet ned er måske med til at gøre det underholdende mere velovervejet, og fjerner toppen af løse kommentarer der ellers slipper igennem videomaterialet.

Billeder, Illustrationer osv

Farvede opslag og store skærmdumps er standard i denne bog. Den er også fuld af billeder af meget høj kvalitet, og Dekes kontakter til fotografer, giver de fleste af opgaverne interessante billeder at arbejde med. Du har nok prøvet at gennemgå tutorials fra andre med intetsigende billeder af dårlig kvalitet, for at lære om et fritlægningsværktøj – det er ikke den fornemmelse jeg sidder med i denne bog.

Indhold

Hvad kan jeg lære ved at læse bogen? Jeg vil faktisk mene at du kan lære at bruge Photoshop. Den samler godt op nedefra, men giver også hele tiden tip, som den erfarne bruger kan drage nytte af.

Bogen starter med at give dig en indsigt i Adobe Bridge CS5 og mulighederne for at organisere dine billeder. Derefte lærer du forskellige teknikker til at rette op på billeder, og tips til at skalere og rotere. Når billedet er på plads, dykkes der ned i forskellige måder markere og isolere dele af et billede for derefter at retouchere eller på anden måde rette billeder til. Det kapitel slutter med at man laver et billede om til en stregtegning – en gennemgang jeg personlig synes er lidt for lang, men den gennemgår alligevel nogle interessante koncepter, så det er smag og behag.

Når fodarbejdet er på plads, gennemgås lagene, masker og blandingstilstande og kapitel 6 giver en virkelig god indføring i farvekorrektioner, konvertering til sort/hvid og histogrammer - man fornemmer at Deke virkelig føler sig hjemme, så snart en fuldfarve pixel, skal behandles eller splittes i individuelle kanaler.

Bogen sejler sikkert derudaf i over 500 sider (plus de fem timers video) og gennemgår stadig mere og mere komplekse områder, der gør dig i stand til at løse ret komplekse montager på egen hånd. Du finder information om Camera RAW’s herligheder, mulighederne for at maske komplekse objekter og mulighederne for at arbejde med tekst i Photoshop, samt printe hele herligheden.

Afslutning

Denne bog er en all-round bog. Den er for nye eller mindre rutinerede bruger af Photoshop, der gerne vil skærpe deres færdigheder. Den giver ikke uudtømmelig viden om hvert enkelt emne – der tager andre specifikke bøger over. Jeg vil absolut anbefale bogen til dig der vil ind i billedbehandlingens verden, men faktisk også til dig der i forvejen har brugt Photoshop til en del forskellige opgaver, men alligevel synes der er mange af kommandoerne og menupunkterne der virker mindre bekendte.

Held og lykke til jer der anskaffer den, og skriv endelig jeres kommentarer eller spørgsmål nedenfor.

Med venlig hilsen

Karsten Vestergaard (ockley)

Pixel Bender har fået sin egen plads

Pixel Bender har længe været en del af Creative Suite og er blevet installeret sammen med suiten som standard. Det har dog stået lidt småt til med at udvikle plug-ins i programmet. For det første skal der læres et nyt sprog, og for det andet skal man finde ud af, hvilken type plug-in man har tænkt sig at udvikle. Derfor har det kun været et værktøj for de eksperimenterende personer, men det vil Adobe lave om på.

Pixel Bender kan bruges til at få computerens hardware til at regne på pixelinformationer. Det kan resultere i regulære filtre til billeder og video, men kan reelt være alle typer af data. Pixel Bender kernels kan umiddelbart bruges i Photoshop, After Effects og Flash.

Indtil nu har Pixel Bender og al information om den været på labs.adobe.com, men nu har den fået et værelse på Adobes Developer Connection.

Kig ind på http://www.adobe.com/devnet/pixelbender/ hvor du kan se en masse tutorials og videoklip, der kan forklare om mulighederne i programmet.

God fornøjelse

Learning ActionScript 3.0 – A Beginner’s Guide : Boganmeldelse

Learning ActionScript 3.0 - A Beginner's Guide

Titel: Learning ActionScript 3.0 – A Beginner’s Guide

Sider: 363

Forfatter: Rich Shupe, Zevan Rosser

Udgiver: O’Reilly

Genre: ActionScript 3.0

ISBN:
ISBN-10: 0-596-52787-X
ISBN-13: 978-0-596-52787-7

Introduktion

Jeg har læst mange bøger om ActionScript 3.0, men det er sjældent at jeg er blevet så fanget af en bog som jeg er blevet af Learning ActionScript 3.0 – A Beginner’s Guide. Der er flere grunde til at jeg har lyst til at fremhæve den, og give den topkarakter.

Farver og linjer

Jeps, En ActionScript bog i farver. Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt over, hvor meget det forbedrer læsevenligheden – det er ret vildt. Al koden er skrevet i farver som du genkender fra Flash. Derudover er linjerne nummereret, hvilket gør det uhyre nemt at overskue længere kodestumper. De steder i bogen hvor koden bygges op lidt ad gangen er det også nemt at orientere sig i forhold til de brudstykker der bliver pillet ud og forklaret.

For børn i alle aldre

Du må ikke lade dig narre af titlen: “A Beginner’s Guide” for der er sandelig rigtig meget at komme efter for en trænet udvikler. Der er nok af små fif i de senere kapitler, og måder forfatterne forklarer det på, til at alle føler der er gods i bogen. Nogen vil måske mene at der er så meget i bogen at begyndere bliver hægtet af til sidst.

Sproget er vigtigt

Bogen er uhyre velskrevet. Der bliver brugt lange afsnit på forklaringer om begreber, metoder og egenskaber. Hvor mange andre ActionScript bøger fokuserer meget på at vise en masse kode, kan der her nemt tages et opslag eller to fra, til at forklare om principperne i det som koden udfører.

Billeder, Illustrationer osv

Der er rigtig mange illustrationer. Ikke kun skærmdumps af Flash, eller resultatet af din kode, men også gedigen infografik, der viser principperne i noget af den matematik e. lign. du skal arbejde med.

Indhold

Hvad skriver de så om, i bogen? De dækker faktisk et meget bredt område. Uden at gå for meget i kapitel tilstand kan jeg dele det lidt op i faser:

Overblik

Den starter med et dybdegående overblik over Flash Platformen, hvad det betyder og hvilke programmer der leverer til den. Den gennemgår derefter forskellene i procedural- og Object-Orientered programming. Når alt det indledende er på plads løber den en 40 sider igennem med variabler, funktioner, klasser osv – der er fart på, så hvis man er helt ny er det vigtigt at man “tygger maden godt her” og prøver de ting der er beskrevet.

Display List

Ingen ActionScript-bog uden en god gennemgang af display listen – et problem de fleste ridligere bruger bøvler med. Her gennemgås hvordan man tilføjer- eller fjerner objekter, bytter rundt på dem osv. Der kommer også et OOP afsnit, der fortæller om Classes, Inheritance, Composition og et par andre relevante Design Patterns.

Bevægelse og tegning

Efter man har læst de første 100 sider, skulle man allerede være ret habil i forhold til sproget. Nu begynder nogle af koncepterne at udfolde sig i programmeret bevægelse og partikelsystemer. Endelig bliver Graphics-klassen gennemgået og du bliver præsenteret for nogle meget tunge emner som matricer og trigonometri (Arrgh) :-)

Der er også afsat god plads til at forstå hvordan Flash arbejder med pixels. Du gennemgår BitmapData, Blend Modes, filtre og Color Effects, og her (200 sider inde) burde din hjerne sprudle af idéer til, hvordan den nyvundne viden kan udnyttes i praksis.

Tekst

I en særskilt sektion bliver teksten behandlet. Bogen går godt i dybden med forklaringerne når det kommer til at oprette tekstfelter, redigere dem, indlejre fonte og tilknytte CSS. Der bliver også taget fat på, hvordan HTML arbejder inde i flash og hvilke muligheder du har for at kalde ActionScript fra HTML.

Lyd og video

Næsten til slut, tages der hul på behandlingen af video og lyd. Du lærer at hente ID3 data fra musik. Visualisere waveforms, arbejde med webcam og mikrofon, streame lyd og video osv. osv. Her skal du virkelig have ørene ind til hovedet for at følge med.

Input/Output

Til allersidst tages der hul på mulighederne for at hente data ind i flash. Det har været gennemgået sporadisk tidligere, men nu bliver der taget fat om nældens rod og du bliver trukket godt rundt til de forskellige emner der normalt hentes (text, video, billede, swf og lyd). Derefter er et helt kapitel tilegnet XML og E4X. For en Flashudvikler, -designer er det et must at kunne håndtere XML, og dette kapitel ruster dig rigtig godt til at løfte opgaven.

Ressourcer

Sidst i bogen er der en beskrivelse af nogle metoder til at gribe et flash-projekt an på og en række referencer til ressourcer, blogs osv.

Afslutning

Slap af, Karsten. Du får penge for det. Niks – ikke i dette tilfælde i hvertfald. Jeg synes denne her bog er så god at jeg vil sige det til alle der gider at høre på det. Den gennemgår så mange teknikker (mange som jeg ikke kendte) og forklarer det på en måde som jeg i hvertfald synes gør den let fordøjelig.

Held og lykke med den, hvis I anskaffer jer den. Skriv gerne kommentarer hvis i har læst den, eller vil høre om den tager bestemte emner op.

Med venlig hilsen
Karsten Vestergaard (ockley)

Adobe Flash CS4 Professional Update (10.0.2)

Så er der kommet en indsprøjtning til alle brugere af Adobe Flash CS4 Professional. Der er primært fokuseret på at øge hastigheden når du bruger programmet, samt i dit Library med importerede elementer. Derudover har tættekammen selvfølgelig været der og fjernet en række fejl og uhensigtsmæssigheder i programmet. Du kan læse denne technote for at udførlig beskrivelse af opdateringen til Adobe Flash CS4.

Har du brug for den ASAP kan du hente dem direkte på Adobes side under http://www.adobe.com/support/flash/downloads.html

… du kan også lade som ingenting og vente et par dage til Adobe Updater henter den for dig :-)

/ockley